Henrik Ibsens skrifter

Uagtet det i denne tid, lige ved ​ thingets åbning, vistnok ikke er den gunstigste lejlighed til at besvære Dem med skriftlige henvendelser, håber jeg dog at De ​for en gangs skyld ikke tager mig disse linjer ilde op. Jeg skal fatte mig i muligste korthed.

Som De visstnok erindrer, ​fremsattes i året 1877 forslag om forhøjelse af det nogle digtere og komponister tilståede statsbidrag. Forslaget indstilledes til bifaldelse af ​budgetkomiteens pluralitet; men ​da sagen skulde afgøres i thinget, var komiteen ikke tilstede; forslaget kom således sågodtsom ikke under debat og ​forkastedes mod nogle få stemmers overvægt. Havde komiteen været tilstede og begrundet sin indstilling, føler jeg mig overbevist om at den vilde gået igennem. Det er derfor jeg herved i ærbødighed vover at henstille til Dem om en sådan extraordinær og tilfældig afgørelse bør være afsluttende og endelig.

Vi kunde vistnok henvende os til regeringen med andragende om fornyet fremsættelse af forslaget; men dels ​tror jeg ikke at regeringen nærer nogen dybere rodfæstet interesse for deslige anliggender, og dels har jeg ​ikke grund til at antage at regeringsvejen fortiden vilde være den vej, ad hvilken vi sikrest og tryggest kunde vente at få forslaget afgjort i vor favør. ​Skulde derimod De, herr storthingspræsident, ville beslutte Dem til at optage forslaget, da vilde et lykkeligt resultat allerede på forhånd være givet.

Jeg har intet opdrag til at tale i mine kollegers navn, og De vil derfor tilgive at jeg nærmest dvæler ved min egen stilling. I de dage, da forslaget forkastedes, fyldte jeg mit ​25de forfatterår. På samme tid fejredes herude i Europa to lignende digterjubilæer nemlig for Magyaren ​ Mauros Jokai og for Würtembergeren Victor Scheffell. Den førstnævnte erholdt i den anledning af den ungarske krone til odel og eje et baroni, og sidstnævnte en hel formue, der var tilvejebragt ved offentlige bidrag; at begge ophøjedes i adelstanden o. s. v. o. s. v. nævner jeg kun i forbigående, skønt også dette her har sin betydning som tegn på den offentlige menings tryk. ​Hvad jeg i de samme dage fik, vil være Dem bekendt; og jeg vil ikke lægge skjul på at jeg følte det dybt og inderligt som en krænkelse, rigtignok af den slags, man må være forberedt på når man ikke hører til de store åndeligt frigjorte kultursamfund, men som jo ikke af den grund smerter mindre, hvor den rammer.

Dette er imidlertid kun en enkelt og udadtil mindre væsentlig side af sagen. Jeg for mit vedkommende har, også uden gagetillæg, hvad jeg og min familje behøver til daglige livsfornødenheder. Men disse alene udgør kun en del af mit udgiftsbudget. Som De ved, savner vi norske nemlig lige over for udlandet konventioner angående den literære ejendomsret. Vore bøger kan derfor uhindret oversættes hvorsomhelst og af hvemsomhelst. Og således sker også i rigeligt mål. ​I England er hele «Kejser og Galilæer» oversat og udgivet i forrige år; jeg selv havde ikke da de fornødne disponible penge til at foranstalte dette for egen regning; nu går oversætter og forlægger dersteds af med fordelen; jeg får intet. I Berlin har ​ A: Strodtmann taget mine digte fra mig, og ​ligeså skuespillene «Kongsemnerne» og ​ «De unges forbund». Når disse arbejder nu læses og ​opføres rundt om i Tyskland; så sker det til indtægt for oversætteren, ikke for mig. Ligeså er det gået mig med ​ «Brand», hvoraf der nu existerer tre forskellige tyske oversættelser, uden at en skilling deraf kommer mig tilgode. ​Selv i Sverig er tilstanden for vort vedkommende den samme; vi har ingen ret til at fordre forfatterhonorarer hverken af theatrene eller af forlæggerne, der oversætter os. Af ​ «Hærmændene på Helgeland» er allerede en svensk oversættelse udkommen og ​en anden er under pressen. Alt, hvad jeg hidtil har havt råd til at redde for mig selv er ​de af mig foranstaltede tyske udgaver af «Hærmændene på Helgeland» og «Fru Inger til Østråt»; men disse udgaver har forvoldt mig ​betydelige pengeudlæg, som jeg først i årenes løb kan vente at vinde ind igen. At Bjørnson og ​de andre norske digtere og komponister, der kendes udenlands, ikke er bedre farne, følger af sig selv.

Nu er det jo en utænkelig ting at de norske statsmagter skulde ville virke hen til at få istandbragt literære konventioner med de store kulturlande. Fordelen for os ved den nu bestående lovløse tilstand er jo så påtagelig at ingen blandt os, af hensyn til vor store læsende almenhed, bør ønske den afskaffet. Skulde den fri adgang til at oversætte udlandets literære frembringelser blive os afskåren, så vilde kilderne til åndelig fremgang og frigørelse blive tilstoppede eller hæmmede for os på sågodtsom alle livsfeldter. Og vi trænger dog så såre til dem! Herom kan altså ikke være tale.

Men, herr storthingspræsident, jeg henstiller til Deres retfærdighedsfølelse, om det er billigt at det med den nuværende tilstand forbundne direkte pengetab bør bæres af os enkelte 4–5 mænd? ​Giv hver af os de 200 spd gagetillæg som væderlag for hvad vi af hensyn til det heles tarv må give slip på. Ved hjælp af dette beløb kunde vi ialfald redde enkelte af vore arbejder fra at falde i fremmede oversætteres hænder; vi kunde redde dem til fordel for os selv, og derved tillige ​have indseende med at vor literatur fremlagdes for udlandets øjne i en korrektere form, end nu som oftest er tilfældet, – altså også til så meget større ære for fædrelandet. Min gentagne bøn er altså: sæt denne sag igennem.

Jeg venter ikke, og allermindst i denne travle tid, noget svar på denne min ærbødigste henvendelse; men glad vilde jeg blive den dag jeg kunde læse i aviserne at storthingets præsident havde fremsat forslaget til fornyet behandling. Min taknemmelighed vil det vistnok ikke stå i min magt at lægge for dagen i gerning; men at jeg aldrig skulde glemme Deres hjælp og Deres sindelag mod os, derom beder jeg Dem være forvisset.